Indvielse

Det var en længe ventet dag, da vi mandag den 26. maj 2025 kunne genåbne en dagligvarebutik på Røsnæs. Formanden for Butikshuset, Ulrik Brandt, bød velkommen og holdt indvielsestalen for de mange lokale, der var mødt frem på denne festdag, hvor Dagrofa havde pyntet indgangspartiet op med festlige balloner.
Ulrik takkede for opbakningen til alle dem, som var med til at fejre denne specielle dag her på Røsnæs. Ulrik roste endvidere for den store lokale opbakning gennem anpartskøb, samt alle de mange frivillige, som havde bidraget med praktisk arbejde og gjort det muligt, at åbningen kunne finde sted blot 4 måneder efter Dagli`Brugsen måtte dreje nøglen.
Der blev desuden holdt tale af en repræsentant fra Dagrofa samt "Kim Købmand", som takkede for den fine nye butik og så frem til, at alle borgere på Røsnæs ville tage godt imod den nye butik ved at handle aktivt i butikken.